Da jeg var omkring tyve år, begyndte jeg for alvor at tænke over, hvad jeg skulle stille op med resten af mit liv. Jeg havde ingen reel uddannelse eller plan for fremtiden, og det skulle der gøres noget ved.

Jeg har hele min opvækst fået at vide, at jeg aldrig vil blive til noget, og det var nu blevet tid til at modbevise alle, som så ihærdigt havde forsøgt at indoktrinere mig til at tro på min tilsyneladende mangel på evner og generelle utilstrækkelighed. Og ikke mindst vise over for mig selv at de ikke havde ret.

Det skulle dog vise sig at blive en større udfordring end først troet. Efter mange års nedgørelse og ringeagtelse, havde jeg fået en stemme i hovedet, som gjorde sit ypperste for at minde mig om, at jeg aldrig vil blive til noget som helst.

For at bekæmpe pessimisterne og stemmen i mit hoved, begyndte jeg at uddanne mig. Det måtte da være muligt at overbevise dem om, at jeg godt kunne blive til noget. Det blev i alt til fem gennemførte uddannelser som blandt andet indbefatter falckredder, helikopterpilot og en kandidat fra universitetet. Men uanset hvor meget jeg uddannede mig, kunne jeg ikke slippe af med den lille stemme, som efter hver succes lige skulle stikke sit grimme ansigt frem. Trods mange års terapi er jeg ikke lykkedes med at slippe af med stemmen men jeg har lært at holde den nede.

De seneste tre år har budt på skelsættende forandringer, som har fået afgørende indflydelse på min fremtid og mit livs narrativ. Jeg har lært at elske på en måde jeg aldrig havde troet skulle være mig forundt. Afslutningsvis kan jeg derfor konstatere, at det må være de nære menneskelige relationer i mit liv, som definerer mig bedst og ikke mine uddannelser eller akademiske bedrifter. At betyde noget for nogen er vel det vi alle stræber efter og det højeste vi reelt kan opnå.

Frank Dam Nielsen